Gå til hovedindhold

I Skæring ved man, hvordan et nyt bylivshus skal skæres

Skærings borgere kan se frem til et nyt samlingspunkt lige ved siden af den lokale Føtex. Håbet er, at det kommende bylivshus bliver et mødested på tværs af generationer.
Snart har borgerne i Skæring et nyt sted at samles!

  • Læs op

Indhold

    Skærings borgere kan se frem til et nyt samlingspunkt lige ved siden af den lokale Føtex. Håbet er, at det kommende bylivshus bliver et mødested på tværs af generationer.

    Snart har borgerne i Skæring et nyt sted at samles!

    I samarbejde med Aarhus Kommune er lokale aktører og institutioner nemlig i gang med at skabe et bylivshus i bydelen.

    Ideen blev oprindeligt født hos varehuschef i Føtex Food i Skæring, Ricki Vang, og han fik hurtigt Aarhus Kommune med på ideen, som koblede projektet på De Forenede Bylivshuse. Siden er flere kommet med i projektet, og i dag involverer projektet også Skæring Skole, DGI og Klimasekretariatet.

    Husene er en fælles betegnelse for fysiske bylivshuse og bydelskontorer, som understøtter lokale fællesskaber, samarbejde og udvikling på tværs i Aarhus Kommune. Mette Slot, der er bylivskonsulent i Aarhus Kommune fortæller om projektet:

    Der har været stor opbakning fra lokalmiljøet. Begejstrede borgere har meldt sig som frivillige, og det er helt afgørende for det videre projekt. Det er borgernes hus, vi i kommunen hjælper blot med at facilitere opstarten.

    Mette Slot, bylivskonsulent i Aarhus Kommune.

    Det kommende bylivshus i Skæring, Samlingspunktet som det hedder lokalt, er det ottende af sin slags i kommunen, og huset skal ligge på Føtex’ nabogrund. Grunden lå tom, og Ricki Vang øjnede en mulighed for at bruge sin nabo, den store tomme eng, til et fælles projekt, som alle borgere ville få glæde af.

    En gammel togvogn og et par containere

    Lige nu venter man på byggetilladelse, og mens man venter, er man i samarbejde med Træværket fra Bispehaven gået i gang med at redesigne gamle containere. På sigt skal de blive til en klimacafé og et opholdsrum.

    Inger Damgaard, næstformand i lokalforeningen ”Her på egnen” og medlem af styregruppen i projektet, fortæller om drømmene for bylivshuset:

    Vi håber, det bliver et levende sted fyldt med unge og gamle, og hvor der er plads til både yoga, kor og foredrag. Og når vi selv er med til at præge, hvordan det skal se ud, og hvordan det skal bruges, er sandsynligheden for at det sker større.

    Inger Damgaard, næstformand i lokalforeningen og medlem af styregruppen i projektet.

    På selve grunden sker der også ting og sager. For nyligt fik man med kran placeret en gammel togvogn på grunden, som skal laves om til et opbevaringsrum. Ved siden af skal der være en bålplads, som de lokale spejdere vil stå for at etablere.

    Jeg håber jo, at vi kan få lavet et ’grønt tag’ på togvognen. Det vil være i tråd med bæredygtigheden, som er en essentiel del af projektet.

    Inger Damgaard.

    Placeringen af bylivshuset er ideelt, for som Inger Damgaard forklarer med et glimt i øjet:

    alle kører forbi grunden, når de skal i Føtex – så der bliver forhåbentlig et rend af mennesker, der vil se, hvad vi har gang i.

    Inger Damgaard.
    Sidst opdateret: 5. december 2023