Gå til hovedindhold

Prøvehandling: Ud i naturen med Natur Retur

Natur Returs arrangementer skal bidrage til at bringe naturen ind i hverdagen hos mennesker, som ellers ikke har meget med den at gøre.

  • Læs op

Indhold

    Mange lever tæt på naturen, men bruger den ikke i hverdagen. Derfor skal Natur Returs arrangementer bidrage til at bringe naturen ind i hverdagen hos mennesker, som ellers ikke har meget med den at gøre. Dette er med henblik på at nedsætte stress og depression samt at øge fysisk aktivitet hovedsageligt hos unge voksne i aldersgruppen 20-35 år.

    Arrangementerne er et afbræk fra hverdagens stress og larm, og giver derfor mulighed for en frisk optankning af energi, mening og fællesskab, hvilket bidrager til en mere balanceret hverdag. Naturen vil være i fokus som et rum for ro, refleksion, nærvær og fordybelse. Formålet med naturarrangementerne er at mindske udfordringerne forbundet med stress, depression og ensomhed, som naturen kan noget særligt i forhold til, og vi gør det i fællesskab, forebygger vi samtidig ensomheden.

    Natur Retur har afholdt 4 arrangementer med støtte fra Frivillighovedstaden: Aftenvandretur med Lanterner (85 deltagere), Sol og sang (100 deltagere) og Morgenbadning med kaffe og croissanter x2 (250 deltagere/80 deltagere). Alle 4 arrangementer varede ikke mere end én time, og krævede minimal forberedelse, da det faktisk primært var op til deltagerne selv at skabe oplevelsen ud fra de rammer Natur Retur havde sat. Derudover tog de udgangspunkt i nogle af de ting der særlige for efteråret og vinteren, nemlig mørke, sene solopgange og koldt vand.

    Ideen med prøvehandlingen var at efterteste simple måder at lave lettilgængelige naturture for en bred gruppe af mennesker, baseret på frivillig arbejdskraft. Det er nemlig Natur Returs erfaring fra tidligere, at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem kompleksiteten i et arrangement/den forberedelse det kræver fra de frivillige arrangører, og hvor stor/god/effektfuld oplevelsen er for deltagerne. Ofte er det rent faktisk omvendt.

    Der var et stort fremmøde på alle ture, og både frivillige og deltagere gav udtryk for en positiv oplevelse fyldt med mening og fællesskabsfølelse. De store deltagerantal er altid med til at give både frivillige og deltagerne en særlig oplevelse. En oplevelse af at være mange om at gøre noget sammen og være en del af et større fællesskab.

    Specielt når gruppen synger sammen, som ved arrangementet Sol og Sang er der altid flere deltagere der nævner lige netop følelsen af fællesskab, som særligt gennemtrængende på disse typer af ture. For mange af deltagere udgør Natur Retur en vigtig del af deres kontaktflade med fællesskaber der knytter sig til natur, da der faktisk er rigtig mange der giver udtryk for at de ikke tidligere har kunnet finde sådanne fællesskaber.

    Kontakt:

    Nikolaj Voldum Ahlburg, Natur Retur, naturretur@gmail.com, Tlf. 51891589

     

    Sidst opdateret: 4. januar 2024