Gå til hovedindhold

Et stærkt projekt: Botanisk Haves Venner

En forening, som deler en stolthed over haven og det, de gør for den og for fællesskabet.

  • Læs op

Indhold



    Da Aarhus Kommune beslutter at nedlægge et stykke af Botanisk Have af sparehensyn, starter en stille protestbevægelse. Ophelia Achton, som er biolog, bliver spurgt, om hun vil agere mødeleder på protestmødet.

    Hun forstiller sig, at der vil dukke en lille håndfuld op, men det viser sig, at denne beslutning fra Aarhus Kommune ikke er gået stille hen – over 500 mennesker dukker op til protestmødet. Og under dette møde udspringer foreningen Botanisk Haves Venner.

    Forholdsvis hurtigt bliver Ophelia valgt som formand for denne aktivistiske organisering. Formålet er, at de vil redde haven og selv passe det stykke af den, som ellers skulle nedlægges.

    Det første stykke tid er Botanisk Haves Venner en forening, der har et fællesskab omkring at være frustreret over kommunens beslutning om at nedlægge et stykke af Botanisk Have - men det udvikler sig til at være en forening, der har et fællesskab om at passe haven. De mødes konsekvent hver torsdag til arbejdsdag i haven og sammen deler de en vis stolthed over haven og det, de gør for den og for fællesskabet.

    Ophelia oplever, at der er mindre skrald i Botanisk Have, efter foreningen er kommet til. Det kan hænge sammen med, at besøgende i haven ser, hvordan de frivillige går og ordner og passer på haven, og at denne ”ansvarsfornemmelse” måske overføres og at der kommer en følelse af, at vi skal passe på haven sammen.

    Bedste råd: At lade tingene gro, og lære sammen. At have de gode snakke og være åben for de muligheder, der opstår på vejen. Tage imod det, der sker. Og ikke mindst: Turde have den svære dialog omkring frivillighed og arbejde.

    Sidst opdateret: 4. januar 2024