Hvorfor holder vi Folkets Møde?
Hvad ville vi opnå og debattere til Folkets Møde 2019?
Vision
Med Folkets Møde styrker vi den demokratiske debat og skaber rum til dialog. Det handler om at skabe et større ”vi”, hvor vi udvikler den fælles evne til at skabe et godt samfund for alle. Vi vil blive klogere på, hvad der motiverer frivillige, medborgere, hverdagsaktivister og hvilke knaster og barrierer, de frivillige fællesskaber oplever. Hvordan kan vi løse det?
Folkets Møde afspejler visionen, at det skal være sjovt, nemt og tilgængeligt for alle frivillige, hverdagsaktivister og alle andre borgere at gøre en forskel for andre. Her ønsker vi at bygge videre på budskabet om, at dele de mange fællesskaber ved at:
- dele og debattere samt anerkende de gode kræfter i Aarhus og hele Region Midtjylland
- inspirere endnu flere til at engagere sig i frivillige fællesskaber
- eksisterende fællesskaber kan blive endnu bedre til at åbne sig, invitere ind og dele fællesskaberne med hinanden – det er det #delditfællesskab handler om
- debattere hvordan vi sammen kan udvikle samspillet mellem civilsamfund, offentlige institutioner og erhvervsliv
Arv og erfaringer fra tidligere
Idéen bag Folkets Møde opstod omkring Europæisk Frivillighovedstad Aarhus 2018. Med Folkets Møde 2019 bygger vi videre på disse erfaringer.
- Erfaringerne har fx vist, at det frivillige engagement har stor betydning for mange menneskers mentale og fysiske sundhed, og det bidrager positivt til at skabe livsglæde og udvikling på både individ- og samfundsniveau
- Erfaringerne har også vist, at fejringen og opmærksomheden omkring frivillige fællesskaber kan inspirere til, at flere inviteres og motiveres til at være aktive, og der opstår nye former for fællesskaber
- Samtidigt kan begivenhederne under Folkets Møde bidrage til, at frivilligt engagerede oplever sig set og anerkendt og får mulighed for at deltage i fælles oplevelser, udveksle erfaringer og udvikle nye idéer