Gå til hovedindhold

Vintervenner bekæmper ensomhed

De fleste kender til følelsen af ensomhed. Den er ikke rar. Røde Kors har i samarbejde med Vintervej bofællesskab skabt et tilbud om socialt samvær til ældre borgere med psykisk udviklingshæmning, som ikke længere kan tage på arbejde. Initiativet kalder de Vintervenner.

  • Læs op

Indhold

    Hvad er Vintervenner?

    Vintervenner er et tilbud om socialt samvær til ældre borgere med psykisk udviklingshæmning, som ikke længere kan deltage i kommunens tilbud om aktivering. En vinterven er en frivillig, der erstatter tomrummet efter et aktivt arbejdsliv med nærvær. Initiativet er taget af Røde Kors og skabt i samarbejde med Vintervej bofællesskab og landsforeningen LEV.

    Aktivitetsledere fra Røde Kors leder tjenesten og fagpersonale fra Vintervej står for at klæde de frivillige vintervenner på til opgaven.

    Vintervej Bofællesskab er et specialtilbud til borgere, der er 40+, har udviklingshæmning og aldersrelaterede udfordringer, og derfor har brug for vedvarende behov for støtte.

    Vintervenner skal bekæmpe ensomhed

    Udgangspunktet for projektet er et behov for at hjælpe en overset målgruppe, og målet er helt klart:

    Målet med tjenesten er at bekæmpe ensomhed. Har man haft et aktivt og socialt arbejdsliv blandt kollegaer kan det nemlig være svært at vænne sig til en ny tilværelse. Ugen kan være lang, fordi dagene ikke har det samme indhold som tidligere. Mange beboere på Vintervej har heller ikke familie eller venner, der kommer og besøger dem. Derfor betyder det meget, når der kommer en vinterven forbi og læser højt fra et Anders And blad, lægger neglelak eller synger med dem. Det behøver ikke at være mere end en halv time, så er deres dag redet. Det er meget nemt at blive helt i sådan en situation.

    Anita Flink, frivillig aktivitetsleder, Røde Kors.

    Et værdifuldt samarbejde

    Forud for projektet havde Røde Kors’ aktivitetsledere på tjenesten ingen erfaring med at udvikle en én-til-én besøgstjeneste til ældre borgere med udviklingshæmning. Derfor kom Vintervej bofællesskab til at spille en helt central rolle i forhold til vidensdeling.

    Vintervej er så heldige, at de har ansat to aktivitetsledere, som udelukkende er der for at skabe noget aktivitet. Deres viden har vi brugt til i samarbejde at skabe en én-til-én besøgstjeneste, der gavner den enkelte og ikke blot gruppefællesskabet. Det betyder meget, at de vil støtte op om aktiviteten.

    Anita Flink, frivillig aktivitetsleder, Røde Kors.

    Samarbejdet er et givende eksempel på, hvad man kan opnå på tværs af organisationer og institutioner i en kommune, hvis blot man er åben og har de rette ressourcer indenfor rækkevidde.

    Vil du vide mere om initiativet?

    Projektet startede op i efteråret 2019, men er undervejs blevet afbrudt af Covid-19. Inden længe er de dog klar til at starte op på ny, når Vintervej bofællesskab igen åbner op for besøg.

    Vil du vide mere om tjenesten, kan du kontakte Anita Flink, som er frivillig aktivitetsleder på tjenesten på aarhus.vintervenner@rodekors.dk.

    Sidst opdateret: 7. december 2023