Gå til hovedindhold

Gensynsglæde i foreningslivet

Foreningslivet spirer atter. Det nyder mange godt af - især de 23 medlemmer af herrekoret Vox-Kabinettet der efter halvandet år igen kan mødes til skønsang, samvær og smil der smitter.

  • Læs op

Indhold

    Det er blevet sommer, foreningslivet er genåbnet og Vox-Kabinettet kan endelig mødes for at synge sammen igen for første gang siden januar 2020.

    ”Dejligt at se jer igen!”

    Korleder Tine Juhl er det eneste kvindelige medlem af koret og den helt rette til at byde velkommen tilbage i FO-lokalet overfor Ridehuset. For åbne vinduer var der, foruden gensynsglæden, øvede sange fra korets repertoire på programmet med blandt andet britiske Adele og Teitur fra Færøerne.

    Kroppen husker for os

    Tekster, melodier og følelser som er indøvet eller har gjort et særligt indtryk, glemmer man ikke sådan lige. Det samme gælder for langvarige og vedholdne fællesskaber. Derfor gør det stort indtryk når vi efter en pause igen opdager, hvad kollektivet og den fælles indsats betyder for os.

    ”Jeg har været en del af koret i 11 år, så gensynsglæden er stor. Vi har ikke sunget sammen længe, men humøret er højt, og sangteksterne og melodierne kan vi endnu - det er sjovt som kroppen husker, det er jeg glad for,” fortæller et af medlemmerne. 

    Selvom nedlukningen har været en lang fornøjelse, så har den givet os mulighed for at glædes på ny og mødes igen.

    Corona-nedlukningen har skærpet min opmærksomhed på det enormt energigivende i at være sammen med knap 25 andre ”voksne” mænd hver mandag og synge i fællesskab. Den der følelse af at ens egen stemme kombineret med og tilsat stemmerne fra de andre gråhårede og halvskaldede mænd lige pludselig bliver til mere og andet - og folder sig ud til en mere eller mindre velklingende helhed. Det er altså en lækker følelse.

    Jørn Nim Jensen, kormedlem.

    Jeg oplever, at to timer i d’herrers fortrinlige selskab på mystisk vis gør at jeg næsten altid går glad og smånynnende hjem.

    Jørn Nim Jensen, kormedlem.

    Vi ses bag skærmen, eller?

    Byens lokaler er igen åbne for, at vi kan mødes og vende tilbage til de fællesskaber, vi har savnet. For selvom vi er blevet gode til at omstille og tilpasse os, særligt digitalt, så er der bare nogen ting, der ikke fungerer hjemme fra skærmen.

    Det har ikke fungeret for os at synge sammen igennem en computer. I efteråret forsøgte vi at mødes med afstand, men det var heller ikke det samme, så vi har ventet spændt på, at vi igen må mødes i en halvcirkel rundt om klaveret.

    Tine Juhl, der har ledet koret siden 2009.

    Vil du også være en del af et korfællesskab?

    Så er der flere muligheder at vælge i mellem hos blandt andet Kor i Aarhus, som i samarbejde med MOF/FO-Aarhus har kor i alle genrer.

    Sidst opdateret: 16. januar 2024