Gå til hovedindhold

Frivillige hyldes i Tivoli Friheden den 4. december

Byens største fejring af frivillige foregår den 4. december. Spar Nord, Aarhus Motion og Aarhus Kommunes Kultur og Borgerservice inviterer til årets Frivilligfest i Friheden. Sidst valgte flere end 8.000 frivillige at tage imod invitationen.

Billede af indgangen til Tivoli Friheden
  • Læs op

Indhold

    Frivillige hyldes med kæmpefest

    Som tak for den kæmpe indsats, som mange frivillige lægger i Aarhus Kommune, afholdes der igen i år en stor frivilligfest, der skal hylde byens ildsjæle.

    Det kan rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Mahad Yussuf, nu løfte sløret for.

    - Aarhus ville ikke være det samme uden de mange engagerede og dedikerede frivillige, der gør en kæmpe indsats for andre. Det er blandt andet, fordi de bruger deres fritid på at hjælpe andre, at vi har en så fantastisk by. Derfor gentager vi med stor glæde traditionen med en frivilligfest, og vi ser frem til at hylde byens unikke sammenhold, siger Mahad Yussuf.

    Frivilligfesten afvikles 4. december. Dermed er er der lagt op til en gedigen snigpremiere på FN’s internationale frivillighedsdag dagen efter.

    - Vi er meget begejstrede over endnu engang at kunne være med til at fejre Aarhus' tusinder af frivillige. De leverer en uvurderlig indsats for foreningslivet og byens mange events, og jeg ved ærligt talt ikke, hvad man skulle gøre uden deres enorme frivillige arbejde. De her mennesker er lokalsamfundets helte, siger direktør i Spar Nord Aarhus Erling Sørensen.

    Dørene til Frivilligfesten i Friheden åbnes klokken 15.00. Frem til klokken 21.00 vil der være gratis adgang for kommunens frivillige og fri adgang til forlystelser. Derudover vil der være musikalske indslag og masser af julehygge. Deltagelse forudsætter, at man har tilmeldt sig på hjemmesiden.

    Klik her for at sikre dig billet til Frivilligfesten i Tivoli Friheden

    Frivilligfesten er et resultat af et samarbejde mellem Spar Nord, Aarhus Motion, Tivoli Friheden og Aarhus Kommunes Kultur og Borgerservice.

    Hos Aarhus Motion ser man frem til at hylde nogle uvurderlige samarbejdspartnere.

    - Vi ser frem til en fantastisk dag, hvor vi kan give lidt tilbage til dem, der gør så meget for andre. Vi vil gerne takke vores samarbejdspartnere for, at vi igen kan stable denne event på benene. Og særligt vil vi gerne takke de mange ildsjæle, som vi ser frem til at hylde med manér. Hos Aarhus Motion kunne vi ikke afvikle vores events uden hjælp fra frivillige fra de østjyske idrætsforeninger, siger Jeanette Boye, eventchef i Aarhus Motion.

    Festen er for alle kommunens frivillige – lige fra den frivillige træner eller hjælpetræner, til besøgsvenner, skolebestyrelsesmedlemmer eller lektiehjælpere. Alle frivillige inviteres med ledsager.

    Læs mere om hvordan du deltager på frivilligfest.dk

    For yderligere oplysninger kontakt:

    - Presse- og kommunikationschef Michael Jaap på telefon 40 22 87 99

    Sidst opdateret: 27. november 2023